Emi

Opdrætter Ukendt
Køn Hun
Født 10. august 2005
Fænotype Chocolate hooded
Genotype aa bb Pp hh Roro
Død 9. maj 2007 - 1 år, 9 måneder
Andet Købt i Calle's Dyrerige 5. oktober 2005.

Mor. til kuld E og H.

Da jeg fandt hende i Calle's Dyrerige (dyrehandel i Aalborg), var jeg ikke i tvivl om at hende måtte jeg bare have med hjem.
Jeg tog hende ud af buret og gik rundt i butikken med hende i mine hænder og hun kom først i transportkassen, da vi kom ud i bilen.
Efter sine 2 uger i karantæne, hvor hun højest var blevet håndteret i 20 minuter ialt, bestemte hun sig fra dag 1, for at hun skulle være tam.
Hun har et lækkert temperament overfor både mennesker og andre rotter.

Hun er en af de bedste hunrotter jeg nogensinde har ejet.

Egentligt havde jeg planer om at lave et 3. og sidste kuld på Emi, da hendes helbred og fysik stadig er helt i top efter 2. kuld.
Men jeg har valgt at sende hende på pension i stedet, da jeg ikke vil risikere at et 3. kuld vil slide hende unødigt op.
Hun skal nu gå og hygge sig resten af sit liv udelukkende som kælerotte og hun vil blive forsøgt som hyggetante for andre hunners kuld, da hun med sit eget seneste kuld viste meget store moderlige følelser for ungerne.

9. maj 2007:
Den sidste 1½ uge har været et sandt mareridt.
Først mistede jeg Lilly, samme dag som jeg flyttede til Slagelse, uden at jeg fik muligheden for at sige farvel til hende.

I onsdags, kun 9 dage senere, skete det igen.
Emi har i et stykke tid døjet med en byld, som jeg ikke har kunne få hul på, før i mandags, hvor jeg virkelig fik en masse flydende stads ud, men dagen efter fik jeg kun meget tyndt og lyst blod ud af bylden, og vurderede at det var på tide at tage hende til dyrlægen.
Problemet var at jeg ikke selv var hjemme hele onsdagen, og jeg mente ikke det kunne vente til torsdag, så kl. 8 onsdag morgen tog jeg ned og afleverede hende, så de kunne kigge på hende i løbet af dagen, og Hartmann's Tamrotter skulle så hente hende, når hun var færdig dernede.

Kl. 13.20 ringer dyrlægen og siger at de er nødt til at ligge hende i narkose og skære bylden op, da den desværre er meget dyb, og selv om jeg er modstander af fuld narkose til rotter på over 1½ år, valgte jeg denne løsning fremfor en aflivning.

10 minuter senere ringer dyrlægen og fortæller at den er rivende gal.
Bylden havde spredt sig til lymfekirtlerne, og dyrlægen anbefalede at Emi ikke blev vækket fra narkosen igen, da hun kun ville gennemgå en meget smertefuld tid, hvor det med stor sandsynlighed alligevel ville ende med at hun skulle aflives, da bylden på trods af 3 ugers intens behandling med både baytril og ronaxan pga. mislyde kun var blevet større og større.

Emi blev kun 1 år og 9 måneder gammel, og havde ingen andre tegn på problemer end de mislyde hun ikke kunne slippe af med, samt denne aggressive byld.

Jeg er dybt chokeret over at jeg på kun 1½ uge har mistet mine 2 allerbedste hunrotter nogensinde, og så på denne måde, hvor jeg ikke selv har været til stede og kunne tage afsked med dem, det er umenneskeligt hårdt.

Hvil i fred min store dejlige Emi-pige, du er stærkt savnet, og der vil aldrig være en anden rotte som dig.
Du var en ægte éner, uden sammenlignin.